Hvor står LØB?
af Bernhard Schwegler, formand for LØB
LØB startede for over 26 år siden som et sted, der kunne samle de få, der havde visioner om en anden måde at bygge på end den, der kom med den fremskredne industrialisering af byggebranchen - pionerer, der kunne se, at der var alvorlige problemer med den måde, en hel branche udviklede sig på.
I dagens Danmark er der blevet udviklet mange tiltag, som skulle fremme bæredygtigheden. Heriblandt diverse certificeringsordninger.
Det er for det meste ren dokumentation - samme materialer som “altid” - point for mere eller mindre hensigtsmæssige tiltag, beton, mineraluld, aluminium og stål i lange baner, masser af glas og ekstra point for at lave store ventilationsanlæg, selv om det både koster en masse CO2 i anlægsfasen og senere i driften.
DGNB, LEAD, …. ordninger er pæne på papiret, men ændrer ikke grundlæggende på byggeriet, materialerne og udførelsen, der følger samme spor som resten af markedet - i værste fald bliver udledningen blot skubbet andre steder hen.
Det kan være svært at afkode, hvad der er bæredygtigt og hvad der er Greenwashing!
I dag tyder alt på, at vores fantastiske fremskridt kommer til at betyde vores undergang, hvis ikke vi finder en vej, der kan forene det gode liv med en ressource- model, der er cirkulær og tilgodeser alt liv på vores klode.
LØB danner et forum for producenter, forhandlere, projekterende, håndværkere, selvbyggere og interesserede, hvor metoder og materialer formidles, visioner kan diskuteres, videreudvikles, erfaringer udveksles. Hvad kan LØB, som må siges at have oparbejdet en del viden og erfaring på byggeområdet, bidrage med?
Det er godt at vi har små fine prototyper, bygninger, der kan vise gode eksempler på materialevalg /-sammensætning, opvarmningsformer, der giver mening på stedet, bygninger, der opsamler i stedet for at udlede CO2, … !
Så længe det kun er små eksperimenter, noget, der skal bygges “til trods for” bygningsreglementet, rådgivernes modstand mod det “nye, uprøvede” og entreprenørernes “angst- priser”, fordi risikoen er svært at vurdere, når man ikke har erfaring med materialer og metoder - så længe der skal ekstraordinært meget til for at opføre bygninger, vi vil kunne kalde økologiske, så længe kommer det ikke ud til den store del af branchen, der virkelig kunne transformere byggeriet fra af være en af de store syndere til at være en del af omstillingen!
Hvad skal der til for at vi kan udbrede / formidle vores gode erfaringer fra de små projekter, der gang på gang viser, hvor godt det fungerer, hvor mangfoldige løsninger kan være og hvad det betyder for mennesker at bo og arbejde i sunde bygninger? Hvem kender vejen?
Der er brug for LØB til at skubbe på sporskifte på byggeområdet og bidrage med eksperimenterende viden og erfaring.
Jeg ser det som en vigtig del af vores fremtidige opgave at bidrage til, at vores klode bliver ved med at være et rart sted at leve.